Jeg husker stadig den dag, jeg fik min første jellycat kanin. Den lå ikke i en særlig æske, der var ingen fanfare, ingen fødselsdag. Bare en helt almindelig eftermiddag, hvor min mor havde været forbi en lille butik i byen, og kom hjem med noget blødt i posen. Jeg var måske syv eller otte. Men det mærkelige er, at jeg i dag – som voksen – stadig kan huske den følelse. Den der fornemmelse af at få noget, som føltes kun mit. Min kanin. Min tryghed.
Den var cremefarvet, havde lange, slaskede ører og øjne, der så ud som om den forstod alt, selv når jeg ikke selv gjorde. Den kom med mig overalt. På ferie, til overnatninger, til bedsteforældrene, gennem alle de lidt forvirrende skift mellem børnehave og skole. Jeg gav den navnet Luffe. Ikke særligt originalt, men det var ikke så vigtigt. Det vigtige var, at den var der.
Det er først nu, jeg forstår, hvad Luffe egentlig var for mig: en slags følgesvend i alle de små overgange, der former et menneske. Og måske derfor har Jellycat stadig en særlig plads i mit hjerte. Det handler ikke kun om bamserne – det handler om det de repræsenterer.
Sidste jul, da min lille niece netop var blevet fire, vidste jeg, hvad hun skulle have. Jeg ledte efter noget, der kunne være både smukt og følelsesmæssigt betydningsfuldt. Ikke bare endnu en gave, men noget, der måske – hvis jeg var heldig – kunne blive hendes Luffe. Jeg faldt over en jellycat julebamse med rød nissehue og det sødeste udtryk. Den lignede præcis noget, man ville kunne finde i et barndomsminde mange år senere.
Hun pakkede den ud juleaften og stirrede på den i tavshed i nogle sekunder. Vi voksne holdt vejret – man ved jo aldrig med børn. Men så sagde hun lavmælt: “Må hun godt sove i min seng i nat?” Og så vidste jeg, det var rigtigt.
Det slog mig også, at Jellycat formår noget, som få brands gør: de rammer den perfekte balance mellem barnets blik og den voksnes følelser. Deres figurer er aldrig overdrevne, aldrig kliché. De er bløde, med personlighed, men også plads nok til at barnet selv kan fylde dem med liv og betydning.
Da jeg selv blev ældre, og Luffe efterhånden fik en æresplads på hylden i stedet for sengen, havde jeg en lang periode, hvor jeg tænkte, at sådan noget hørte barndommen til. Men mærkeligt nok – eller måske ikke – fandt jeg mig selv på et tidspunkt, som voksen, i gang med at browse på jellycat danmark. Ikke fordi jeg ville finde noget “praktisk” eller “nødvendigt”, men fordi jeg længtes efter en form for ro, noget genkendeligt midt i en ellers støjende hverdag.
Jeg endte med at købe en lille blæksprutte. Den står nu på mit skrivebord, kigger på mig med sit runde hoved og sine bløde arme. Og hver gang jeg ser på den, tænker jeg ikke på legetøj, men på den slags stille ritualer, vi bygger op gennem livet. Som voksne kalder vi det måske ikke “overgangsobjekter” længere, men måske burde vi. For jeg tror ikke, det er barnligt at holde fast i det, der giver os tryghed – jeg tror, det er menneskeligt.
Så ja, Jellycat har fulgt mig gennem barndommen, og nu – uden at jeg havde planlagt det – også ind i voksenlivet. Måske handler det ikke om kaniner og bamser, men om de små øjeblikke af blødhed og betydning, vi samler op på vejen. Og nogle gange… har de lange ører og hænger lidt til den ene side.